Forundersøgelse af S-tog til Roskilde
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har i 2019 udarbejdet en undersøgelse af S-togsdrift til Roskilde. Undersøgelsen viser, at projektet kan styrke den kollektive trafik i Hovedstadsområdet.
En forlængelse af S-banen fra Høje Taastrup til Roskilde betyder først og fremmest langt flere togafgange til og fra de tre nye S-togsstationer: Roskilde, Trekroner og Hedehusene. Flere afgange betyder mindre ventetid og flere sæder at vælge imellem.
Roskilde, Trekroner og Hedehusene bindes tættere sammen med resten af Hovedstadsområdet. Man vil kunne nå langt flere arbejdspladser direkte med tog. Samtidig bliver det muligt at køre flere hurtige regionaltog fra Roskilde til København.
Der kan desuden hentes betydelige tidsgevinster for mange rejsende, fordi de rejser med S-tog i stedet for regionaltog. S-togene er simpelthen langt mindre forsinkede end regionaltogene.
Samlet set vil S-tog til Roskilde styrke den kollektive trafik. Dermed bliver det mere attraktivt at vælge toget frem for bilen. Det er mere miljøvenligt at tage toget, og det kan også være med til at mindske trængslen på vejene.
Både betjening med konventionelle S-tog (med fører) og automatiske S-tog (uden fører) har positiv samfundsøkonomi. Det koster omkring 1,3 mia. kr. at forlænge S-banen til Roskilde. Men pengene er godt givet ud. Den højere frekvens, den sparede rejsetid og de færre forsinkelser giver tilsammen store gevinster for passagererne og for samfundet.
Baggrunden for undersøgelsen er aftalen om "Fremtidens togtrafik i Hovedstadsområdet" af 13. december 2017 mellem den daværende regering (V, LA og KF), Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.