Jernbanesikkerhedskonferencen 2026

Hvert andet år afholder Trafikstyrelsen en jernbanesikkerhedskonference for branchen. Næste konference finder sted torsdag d. 23. april 2026 med det overordnede tema: Sikkerhed i samspil.

Trafikstyrelsen inviterer jernbanebranchen til en lærerig dag med faglige oplæg og mulighed for dialog om centrale emner inden for jernbanesikkerhed.

Med temaet Sikkerhed i samspil sætter Trafikstyrelsen fokus på omverdenens møde med jernbanen, og hvordan branchen i fællesskab kan adressere stigende udfordringer med uautoriseret og risikofyldt adfærd på jernbanen.

I kan glæde jer til oplæg fra bl.a. Keolis, Lokaltog, Rådet for Sikker Trafik og adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen.

Konferencen afholdes i DGI Byen i København torsdag d. 23. april 2026.

Prisen for deltagelse på konferencen bliver 1150 kr. pr. person.

Herunder kan du læse mere om programmet.

Hvis du har spørgsmål til programmet eller konferencen, er du velkommen til at kontakte os på bane@trafikstyrelsen.dk.

 

Vi glæder os til at se jer.

Tilmeld dig nu!

Program

Programmet opdateres løbende.

Dagen begynder med morgenmad og registrering, hvor der er mulighed for at ankomme i ro og mag, få udleveret navneskilt og konference-materiale samt hilse på øvrige deltagere.

Vi serverer kaffe, te og en let morgenanretning. Benyt gerne tiden til uformel networking og faglig sparring, inden det officielle program starter.

Vi anbefaler, at du ankommer i god tid, så registreringen forløber smidigt, og vi kan begynde dagens program som planlagt.

Oplægsholder: Nanna Møller, direktør, Trafikstyrelsen

Nanna Møller byder velkommen og skyder dagen i gang.

Oplægsholder: Laura Meyer Harrison, kontorchef, Trafikstyrelsen

Laura Meyer Harrison giver en aktuel status på jernbanesikkerheden i Danmark.

Oplægsholder: Thomas F. Brændstrup, Administrerende direktør, Keolis Letbaner A/S

Hvordan skaber man sikker adfærd, når letbanen møder byens trafikanter? Med otte års erfaring fra Aarhus og Odense deler Keolis, hvordan systematiske sikkerhedstiltag, dataindsigt og tæt samarbejde med myndigheder forebygger ulykker og nærved‑hændelser i komplekse trafikmiljøer. Oplægget giver et koncentreret indblik i de vigtigste læringspunkter og udviklingen i borgernes adfærd omkring letbanen.

Vælg frit mellem de 3 oplæg. Du skal markere, hvilket oplæg, du ønsker at høre, når du tilmelder dig konferencen.

Når risikovilligheden stiger – nye udfordringer for jernbanesikkerheden 

Oplægsholder: Claus René Pedersson, Sikkerhedschef og Cecilia Tronhjem Blankholm, Hændelses & Sikkerhedsspecialist, Lokaltog  

Jernbanen i Danmark er sikker, men den skal også behandles med respekt. Lokaltog oplever i disse år en ændring i risikovillighed fra de personer som benytter og kommer i kontakt med vores baner. Denne ændring fører til en risikofyldt adfærd som i yderste konsekvens kan have fatale konsekvenser. Lokaltog oplever allerede nye konsekvenser i antallet af forløbere til ulykker og påvirkning af personalet. Lokaltog vil under sessionen dele de oplevelser, som menes at komme fra denne ændring af adfærd, men også hvordan eksisterende kendte tiltag kan have svært ved at håndtere denne ændring af adfærd. Der er tale om en problemstilling som Lokaltog, ikke kan løse alene.

 

Risici og sikkerhed fra omverdenen 

Oplægsholder: Martin Harrow, Sikkerhedschef, Banedanmark

Sikkerheden på jernbanen afhænger bl.a. af aktører uden for jernbanen: Den største kategori af dræbte på jernbanen i ulykker er uautoriserede i sporet, en af de farligste situationer de senere år var en ledningsunderføring – uden relation til jernbanen - der fik sporet til at hæve sig og vi har mange tilsvarende sager. Fælles er, at vi skal påvirke aktører, som vi ofte ikke har en relation til i forvejen. For at løse det, arbejder Banedanmark med overvågning, kommunikation og reaktioner.

 

Udvikling af kampagner i Rådet for Sikker Trafik

Oplægsholder: Pernille Sølund Ehlers, chefkonsulent, Rådet for Sikker Trafik 

Hør om, hvordan Rådet for Sikker Trafik arbejder systematisk med at skabe kreative kampagner. Med udgangspunkt i konkrete eksempler kommer vi hele vejen fra tørre tal, over indsigtsarbejde, konceptudvikling, test, produktion, lancering og til evaluering.

Menuen i DGI Byen er lakto-vegetarisk. Det er muligt at angive eventuelle allergener ved tilmelding.

Information om oplægget kommer snart

Vælg frit mellem de 3 oplæg. Du skal markere, hvilket oplæg, du ønsker at høre, når du tilmelder dig konferencen.

DSB’s erfaringer med teknologi og AI på S-banen

Oplægsholder: Nils la Cour, Senior Sikkerhedsspecialist, Martin Riishøj Mathiasen, AI Solution Lead, Sanne Irene Thorbøll, Lead Project Manager, Supporting Systems, DSB

DSB har de seneste år arbejdet målrettet med teknologiske løsninger, der skal forebygge selvmord og personpåkørsler på S-banen. I dette oplæg deler vi vores erfaringer med brugen af AI og de tekniske forhold, der understøtter løsningen. Vi dykker ned i alarmkæden fra kamera til S-banefører og fortæller, hvordan arbejdet er grebet an i praksis. Oplægget giver indblik i de vigtigste læringspunkter og medarbejdernes erfaringer med løsningen i driften. Afslutningsvis ser vi frem mod, hvordan denne viden anvendes i udviklingen af fremtidens S-bane og førerløse tog.

 

Forbud mod at opholde sig på trinbræt under rangering – hvordan en konkret ændring bliver til en kulturforandring

Oplægsholder: Erik Hedlund, Sikkerhedsledelsesekspert, Green Cargo

Hos Green Cargo førte en konkret udfordring under rangering til nye tiltag, der ændrede adfærd og praksis. Resultatet var ikke alene forbedret arbejdsmiljø, men også bredere gevinster for virksomheden. Den konkrete sag er et eksempel på, hvordan sikkerhed skabes i samspil mellem organisation, ledelse og medarbejdere. Kom og hør et oplæg om at omsætte krav og hændelser til fælles læring og varige forbedringer.

NB: Oplægget foregår på svensk.

 

Risikofyldt adfærd i det samlede hændelsesbillede på jernbanen

Oplægsholder: TBA, Trafikstyrelsen

Hvor meget fylder risikofyldt adfærd i det samlede hændelsesbillede på jernbanen? Trafikstyrelsen har analyseret hændelsesdata fra de seneste 10 år og kortlagt, hvilke hændelser der kan tilskrives uhensigtsmæssig adfærd fra omverdenen, samt hvordan dette kommer til udtryk ude på banen.

Mulighed for at få fyldt depoterne op og netværke med de andre deltagere.

Oplægsholder: Pelle Guldborg Hansen, adfærdsforsker v. RUC samt forskningschef v. iNudgeyou

Vi mennesker er ikke så rationelle, som vi tror. Vores adfærd formes af små, ofte usynlige faktorer i hverdagen – også på arbejdet. Nudging er en metode til at ændre menneskelig adfærd i en hensigtsmæssig retning uden brug af tvang, gulerod eller en løftet pegefinger. I stedet anvender vi aktivt vores viden om menneskers irrationalitet til at guide adfærden i den ønskede retning. Pelle Guldborg Hansen vil fortælle om den nyeste forskning inden for menneskelig adfærd, samt hvordan det er muligt at anvende nudging til at skabe positive adfærdsforandringer.

Efter dagens sidste oplæg, er der mulighed for at blive hængende til et glas øl/vand og vende dagens mange indtryk.

Mød nogle af oplægsholderne

Pelle Guldborg Hansen, adfærdsforsker v. RUC samt forskningschef v. iNudgeyou

Erik Hedlund, Sikkerhedsledelsesekspert, Green Cargo

Martin Riishøj Mathiasen, AI Solution Lead, DSB

Martin Harrow, Sikkerhedschef, Banedanmark

Nils la Cour, Senior Sikkerhedsspecialist, DSB

Sanne Irene Thorbøll, Lead Project Manager, Supporting Systems, DSB