Hvad er FPV?
Droneflyvning ved hjælp af kamerabriller kaldes for First Person View eller FPV. Droneflyvning med kamerabriller giver fjernpiloten mulighed for at opleve droneoperationen set fra dronens perspektiv og ikke ved at følge dronens position fra jorden.
Ifølge droneforordningen (EU 2019/947) skal der være en observatør som overvåger dronen og guider fjernpiloten med kamerabrillen ved behov, da fjernpiloten ikke kan overholde kravene for at have dronen indenfor sit synsfelt (Visual line of sight – VLOS).